Velkommen til Rhodos


Vi vil ikke bruge så meget plads på Rhodos, idet vi mener, at øen er rigeligt beskrevet på andre sites.
Øen er bestemt et besøg værd;her er rigtigt meget at se. Især i Rhodos by. Denne sommer brugte vi Rhodos som transit til Symi og herefter opholdt vi os en uge på øen.
Vi havde lejet bil hjemmefra i 3 dage. På de 3 dage, fik vi set det halve af øen.
Vestkysten (fra nord mod syd) byder bl.a. på Sommerfugledalen i Petaloudes, de antikke ruiner i Kámiros, borgruinen Kastillos Kámiros og vinbyen Emponas.
Østkysten (fra nord mod syd) byder på resterne af de Termiske Kilder og det italienske kurbad i Kallithea samt Anthony Quinn Bay i Faliráki. Her blev filmen "Navarones Kanoner" optaget. Længere mod syd ved Kolympia, finder man Epta Piges - De Syv Kilder - og Moni Tsambikas, et kloster, som ligger i 300 m højde (vidunderlig udsigt). Fra parkeringspladsen er der 280 trin til toppen! Ca. 60 km syd for Rhodos ligger Lindos, den hvide by.